Tro


Hvordan forklarer man til andet menneske hvad tro er?

Hvordan forklarer man det for sig selv?

Tro er noget, der kan beskrives psykologisk - Det er selvets griben efter det, der er større. En indre trang til håb mod håb. En projicering af hvad man synes, man burde være ind i noget, man tror på.
Tro er noget, der kan beskrives antropologisk - Det er menneskenes fælles trang til at fralægge sig ansvaret for sit sted og sin tilværelse.
Tro er noget, der kan beskrives historisk - Noget der engang var en del af en fællesidentitet, og som i dag i høj grad er noget, det enkelte mennesker tager stilling til.
Tro er noget, der kan beskrives filosofisk - Eks. som den letkøbte vej ud af eksistensiele spørgsmål.
Tro er noget, der kan beskrives personligt - For mig er det en kombination af de ovenstående, men det er det mindste af det. Først og fremmest er det den ubeskrivelige side af troen, der har stor betydning. Ubeskrivelig, fordi det ikke handler om teori om tro, men om faktisk at tro. Fordi beskrivelse af tro faktisk er fulkommen uinterressant, når alt kommer til alt. Tro er en del af, hvem jeg er. Det har ændret min identitet, fordi det går ind og piller ved de forudsætninger, jeg har for at forstå mig selv, og den verden jeg oplever. Fordi det faktisk ikke er troen, der er vigtig, men det jeg tror på. Troens indhold er det, der påvirker mit liv, ikke selve troen.

Hvordan lader man et andet menneske opleve troen?
Det kan man ikke. Det strider mod selve troens natur. Tro er kun nødvendig i de tilfælde, hvor man ikke kan vide, hvor man ikke kan sandsynliggøre, eller endog blot argumentere for. Tro er mod logikken, og det er dens store styrke, fordi det gør den usårlig i forhold til logikken. Jeg vil derfor aldrig kunne overbevise et andet menneske om, at troen er det, der giver mest mening, for de grundlæggende ting i troen strider mod empirien. Jesus, der opstår fra de døde, Jesus, der er Gud inkarneret i menneske, menneskene, der er ude af stand til at gøre godt.

Hvordan er det så lige vi skal forholde os til det???
Tro er noget vi bliver givet. Det er hønen og ægget - vi tror ikke på troen, før vi tror. Derfor må vi også have troen udefra, have den foræret og presset ned over hovedet på os uden, at vi skal foretage os noget. Det længste vi kommer, er til troen på, at tro findes. Dertil og ikke længere, så må Gud gribe ind, og det gør han uanset, hvor vi er kommet til.

Hvor ved du det fra?
Tja.... meget af det er beskrivelser af mine egne oplevelser og kan derfor ikke tages som udtryk for andet end det. Når jeg taler om troen objektivt, er det derimod den Lutherske fortolkning af Bibelen, jeg trækker på. Det giver selvfølgelig ikke nogen særlig sandhedsværdi for en ikke-troende, men det er ikke desto mindre den eneste kilde til sandheden om tro, og det kræver, som allerede nævnt, tro, at tage det for sandt.

Vi kan aldrig bevise troen for andre end os selv. Vi kan aldrig bevise, at det vi tror på, er andet end en sandsynlighed for andre mennesker. Det er på samme tid en stor prøvelse, og noget vi kan glæde os over. Det er en prøvelse, når jeg tvivler på min egen tro, og virkelig gerne ville kunne bevise den overfor mig selv og min omverden, men det er også en glæde, når jeg hviler i den. Troen er en gave også i den forstand, at den velsigner mit liv med en fred, som jeg ikke ville kunne opnå på egen hånd. Hvordan skulle jeg uden troen nogensinde nå til det tidspunkt i mit liv, hvor jeg er tilfreds og ikke ønsker mere af livet her. Alle andre ønsker, jeg har, forstummer, fordi det at eje troen, som en ren foræring, der ikke kan forklares og ikke kan bevises, er altoverskyggende. Det, at troen ikke kan bevises, gør mig sikker på, at troen er noget, jeg har fået givet, for jeg ville aldrig tro på noget, der ikke kunne bevises, hvis ikke jeg havde fået troen givet - hvis ikke en anden havde fået mig til at tro. Det, at troen er givet, er det, der giver mig fred i troen. Det er det, der gør, at jeg kan hvile i troen, for den kommer ikke fra mig selv, og den er ikke understøttet af noget, jeg gør, men den er en gave. En gave der er perfekt i sig selv. Det er denne gave, der er grunden til, at jeg kan kalde mig en kristen, og være stolt af det, uden at få dårlig samvittighed, for troen er det perfekte i mit liv, og den kommer fra Gud, og det er den eneste grund til, at den er perfekt. Gid så mange som muligt må få denne gave - hvis du læser dette, og selv har denne gave, så sig nu en lille bøn for alle, der ikke tror - at de må få troens gave.